Retningslinjer for udnævnelse af chefkonsulenter

Udnævnelse af chefkonsulenter/seniorrådgiver

 

Der kan ske udnævnelse af chefkonsulenter i henhold til følgende overenskomster:

  • DSA-overenskomsten, protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for specialkonsulenter og chefkonsulenter
  • Djøf-overenskomsten, protokollat om tillæg til chefkonsulenter under Grønlands Selvstyre og kommunerne
  • AK-Funktionsoverenskomsten, protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for seniorrådgivere under Grønlands Selvstyre og kommunerne i Grønland

 

Udnævnelse af chefkonsulent i henhold til ovennævnte overenskomster, kræver forhandling mellem Økonomi- og Personalestyrelsen og den faglige organisation. Det er derfor vigtigt, at du som leder, ikke lover en medarbejder, at de kan blive udnævnt til chefkonsulent.

 

Udnævnelse til chefkonsulent af en allerede ansat specialkonsulent kræver ikke et nyt stillingsopslag.

 

Krav til udnævnelse som chefkonsulent

For at der kan ske udnævnelse som chefkonsulent, kræver det, at medarbejderen har en særlig specialviden på højt fagligt niveau. Det følger af overenskomsten, at udnævnelse af chefkonsulent forudsætter, at medarbejderen har været ansat som specialkonsulent i en foregående årrække. Det er vigtigt at nævne, at den specialviden og det høje faglige niveau, der nævnes, skal være inden for det fagområde som medarbejderen arbejder med i stillingen. Det er Økonomi- og Personalestyrelsens vurdering, at medarbejderen som tommelfingerregel skal have arbejdet inden for fagområdet i minimum 7 år, før man kan opnå en så særlig specialviden, som det kræver for at blive udnævnt til chefkonsulent.

 

Foruden særlig specialviden på et højt fagligt niveau, så er der også nogle særlige krav til stillingens indhold. Stillingen skal således indeholde:

  • Varetagelse af arbejdsopgaver på et særligt højt kvalifikationsniveau
    • Herunder beslutningskompetence
  • Hyppige tværgående koordineringsfunktioner
    • Eksempelvis projektstyring
  • Ledelsesvendte opgaver
    • Herunder rådgivning af samt udviklings- og udredningsopgaver for den øverste ledelse

 

Honorering af chefkonsulenter

Hvis en specialkonsulent udnævnes som chefkonsulent i henhold til DSA-overenskomsten, medfølger titlen som chefkonsulent og et chefkonsulenttillæg på 6.250,00 kr. om måneden (75.000,00 kr. årligt).

 

Hvis en specialkonsulent udnævnes som chefkonsulent i henhold til Djøf-overenskomsten, medfølger titlen som chefkonsulent og et chefkonsulenttillæg på 6.340,67 kr. om måneden (76.088,00 kr. årligt).

 

Hvis en specialkonsulent udnævnes som seniorrådigiver i henhold til AK-Funktionsoverenskomstens protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for seniorrådgivere under Grønlands Selvstyre og kommunerne i Grønland, medfølger titlen som seniorrådgiver og et seniorrådgivertillæg på 5.250,00 kr. om måneden (63.000,00 kr. årligt). For seniorrådgivere følger en rådighedsforpligtelse på 52 timer inden for hvert kvartal. Det er som udgangspunkt ikke muligt for en seniorrådgiver at modtage tillæg til særlig stilling i henhold til overenskomstens § 16.

 

Personligt tillæg

DSA-overenskomstens protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for specialkonsulenter og chefkonsulenter, § 3, stk. 4, giver i ganske særlige tilfælde mulighed for at forhandle et personligt tillæg til specialkonsulenter. Dette benyttes kun i ganske særlige tilfælde, da det kræver ekstraordinære individuelle kvalifikationer og kompetencer.

 

Djøf-overenskomstens protokollat om tillæg til specialkonsulenter under Grønlands Selvstyre og kommunerne, § 3, stk. 2, giver i ganske særlige tilfælde mulighed for at forhandle et personligt tillæg til specialkonsulenter. Dette benyttes kun i ganske særlige tilfælde, da det kræver ekstraordinære individuelle kvalifikationer og kompetencer.

 

Såfremt du har en ansat specialkonsulent hvor det vurderes, at medarbejderen lever op til ovenstående krav bedes du indsende en sparring på www.asa.gl/sparring, hvor der vedhæftes en begrundelse for tildelingen af chefkonsulent tillæg.