Kort om ASA

Om Økonomi- og Personalestyrelsen


Økonomi- og Personalestyrelsen (ASA) er en styrelse, der organisatorisk hører under Departementet for Finans & Skatter. ASA servicerer først og fremmest enhederne i Selvstyret, og forhandler overenskomster på vegne af Selvstyret og kommunerne.

 

ASA har knap 120 medarbejdere inklusive elever og studentermedhjælpere. De er fordelt på
4 store afdelinger:

  • Ledelsen
  • Lønservice og Personale & Jura
  • Den Centrale regnskabsfunktion
  • Facility Management & Indkøb

 

Ledelsen

Den øverste ledelse består af en styrelseschef og 4 afdelingschefer, hertil er knyttet Ledelsessekretariatet. Styrelseschefen er desuden leder for Selvstyrets centrale Tolkekontor.
Tolkekontoret foretager skriftlige oversættelser, samt simultantolkning på møder.

 

Ledelsessekretariat arbejder med udviklingsprojekter og opbygning af fælles procedurer internt i ASA, og servicerer ledelsen med kommunikative opgaver og nyheder til asa.gl og Nanuaraq.

 

En vigtig opgave i Ledelsessekretariatet er opfølgning på Overenskomstkommissionens anbefalinger om bl.a. forenkling af overenskomster.

 

Lønservice og Personale & Jura

Afdelingen varetager de vigtige servicefunktioner som Lønservice og Personale & Jura. Lønkontoret anviser måneds- og timeløn til ansatte i centraladministrationen og de underliggende enheder, ligesom afdelingen afstemmer drifts- og bidragsafregninger. Afdelingen yder tillige support og opdatering af lønsystemet, samt servicering af kommunerne.

 

Personale & Jura udarbejder ansættelseskontrakter, forhandler tillæg, håndterer afskedigelsessager mv. for hele centraladministrationen og underliggende enheder.

 

Overenskomstafdelingen forhandler de offentlige overenskomster som arbejdsgiver for Selvstyret og på vegne af kommunerne. Afdelingen har desuden fortolkningsretten for det offentlige område.


Facility Management & Indkøb

Herunder hører bygningsvedligeholdelse, driftsforstyrrelser og drift af centraladministrationens bygninger. Ligeledes udbud og strategisk indkøb, samt rengøring i selvstyrets lokaler. Derudover varetager afdelingen administration og drift af midlertidig og vakant indkvartering. Øvrige opgaver er drift af selvstyrets kantine, Tamu.

 

Den centrale Regnskabsafdeling

Den primære opgave for Den centrale Regnskabsafdeling (DcR) er udarbejdelsen af landskassens årlige regnskab, samt udarbejdelsen af de løbende budgetopfølgninger. Afdelingen sikrer, at der sker betaling af fakturaer og registrering af regninger i kreditor- og debitorbogholderiet. I finans- og specialbogholderiet har man ansvar for udbetaling af løn til Selvstyrets ansatte og bloktilskud til kommunerne, samt afstemning af boligstøtte- og erhvervsstøtteudlån.

 

Kontoret for Regnskabsudvikling arbejder bl.a. på digitalisering af ASA´s processer. Den sidste afdeling er Controlling og Budgetopfølgning, der har ansvaret for en lang række afstemninger, samt fejlrettelser i tidsregistreringssystemet Webtas.

 

Intern Revision

Intern Revision foretager revision af regnskaber af driftsbevillinger til departementer og de underliggende enheder. Derudover gennemgås anlægsregnskaberne for færdiggjorte anlægsprojekter. Desuden er Intern Revision ansvarlig for varetagelsen af administration af whistleblowerordningen.